At være angst og okay
Jeg har længe ville skrive et blogindlæg om angst, og indenfor de seneste dage med en verdensomspændende virus, grænselukninger og gærmangel synes det mere aktuelt end nogensinde. Angstniveauet har hos mange været højere, end det plejer, inklusiv hos mig selv med tanker om, hvad de næste uger kommer til at bringe, hvordan hverdagen skal gå op med to små børn hjemme, mon jeg kommer til at dreje nøglen om på min lille psykologpraksis, og når katastrofetankerne virkelig får frit løb, frygter jeg at miste mine bedsteforældre før tid og at verden som vi kender den, er ovre (se indre billede af øde, soltør slette og en forbirullende kvistbold).
Der er selvfølgelig forskel på den angst, som vi som mennesker alle er i stand til at føle, og den angst, som kan diagnosticeres som en psykisk lidelse. Begge har til grund i det samme trussels- og overlevelsessystem, men intet blogindlæg har endnu reddet verdenen, og har du eks. tilbagevendende angstanfald eller lider af generaliseret angst, bilder jeg mig ikke ind, at du efter at havde læst dette indlæg tænker “nå for den da, var det bare det, det drejede sig om, consider me cured!”. Jeg håber dog, at i en for nuværende omskiftelig og uforudsigelig hverdag, at dette indlæg kan tjene som en dyb vejrtrækning til alle dem, hvis angstniveau har været særlig højt de seneste dage.
Angst er en evig følgesvend. Ja. Måske ikke det mest opløftende at lægge ud med, men vi er biologisk betingede til at føle angst.
Og det er evolutionært set ret smart, da det har sikret os vores arts overlevelse. Vi er med stor sandsynlighed nedarvede fra nogle ret ængstelige forfædre: dem, som så sig over skulderen en ekstra gang, som passede ekstra meget på deres afkom, og som tøvede lidt længere end dem, som bekymringsfrit valsede ud af hulen, og blev spist af en sulten sabeltiger, som lå på lur, og altså ikke kunne føre slægten videre. Alle vores følelser er biologisk og evolutionært vigtige, og angst af én af de følelser (også selvom det ikke er en følelse, der føles særlig rar, og gerne bringer andre følelser med sig som vrede eller tristhed, giver ondt i maven eller muskelspændinger, og ofte afføder en masse bekymrende eller bange tanker). Den fortæller os nemlig noget om den virkelighed, vi begiver os rundt i, hvad der er vigtigt for os, og når vi fortaber os i vores menneskelige intelligens og bevidsthed, minder den os om, at vi er et pattedyr med helt basale behov og motiver, som at tilhøre og føle os trygge i en flok, passe på hinanden og vores afkom, sikre os ly for natten og have nok at spise - og ikke mindst at have rigeligt med toiletpapir på lager.
Hvis bare man var en zebra. Så ville man ubekymret og rolig græsse videre, når løven luskede af eller angsten bare spillede os et puds.
Men ikke os mennesker. Vi er bevidst om, at vi er hér, og vi er bevidst om, at vi er angste. Og den bevidsthed kan holde en angst galoperende meget længe. For hvad nu hvis? Hvad hvis jeg tog fejl? Hvad hvis faren lurer lige om hjørnet? Hvad hvis det går galt, netop som jeg slapper af? Hvis jeg nu bare holder mig på dupperne, så kan det umuligt gå galt, eller i hvert fald gå ligeså galt, som sidst osv. Better safe than sorry gælder ikke kun regeringens beredskabsplaner, men den måde vores trussels- og overlevelsessystem er indrettet på (husk på sabeltigeren, hellere tøve end gang for meget end en gang for lidt), og med en bevidst hjerne, der er god til at have en finger med i spillet, kan det være ret svært for en angstrespons at aftage igen. Vi er derudover flasket op med, at det der føles godt, også er godt for os, og at det der ikke føles særlig godt, skal vi forsøge at få til at gå væk. Men.
Vi ved, at jo mere vi forsøger at få vores følelser til at gå væk, jo mere har de det med at tage til i styrke – i modsætning til at lære at være med dem.
Og hvordan gør man så det?
Giv angsten plads. Ja, jeg ved godt, det er det sidste, man har lyst til, men prøv om du kan. Du må godt være angst, og følelsen må godt være der, uanset hvor sønderrivende den kan føles. Prøv, om du kan lade den skylde ind over dig som bølger uden at kæmpe imod, og lad dig flyde rundt i bølgen blå - du skal nok skylde i land.
Sig det til nogen. Jo mere mystisk og pinlig følelsen af angst bliver, jo mere lever den videre i bedste velgående. Sig det højt, og til nogen, som møder det du siger udømmende og forstående - og som måske endda finder det samme mod som dig til at fortælle, at sådan kan vedkommende også have det og faktisk oftere, end du lige gik og troede.
Træk vejret og afspænd. Fordi angst er en del af vores trussels- og overlevelsessystem, trigger den vores flygt/kæmp/spil-død-respons. Vores vejrtrækning bliver mere overfladisk, vores puls stiger, hvilket er rigtig smart, hvis man skal løbe hurtigt væk fra en sabeltiger. Vi spænder op i vores muskler, ofte uden at bemærke det, eks. i nakken og skuldrene, vi knuger hænderne, rynker øjenbrynene, spænder op i kæben, knuger sammen i maven, osv. Prøv, lige så stille og roligt, og i et tempo som passer dig, at trække vejret roligere og roligere alt imens, du spænder af. Det sender signaler til hjernen om, at så galt kan det alligevel ikke stå til, hvis både vejrtrækningen og kroppen er rolig og afspændt.
Gør det modsatte af, hvad din angst vil have dig til (medmindre du står på en klippeafsats, og din angst vil have dig til at træde tilbage, så lad endelig være med at hoppe). I disse tider kan det eks. være ikke at tjekke nyhederne og de sociale medier så ofte, måske at slukke helt, og i stedet gå en lang og langsom tur i skoven.
Grin, helt ned i maven. Medmindre det selvfølgeligt er et nervøst grin, kræver et godt mavegrin, at man er tryg og godt tilpas. Se Friends, se comedy-shows, kattevideoer på YouTube, eller ring til din far og bed ham om at fyre alle sine bedste far-jokes af. Hvis du synes, det lyder fjollet, er det ikke nødvendigvis det rigtige for dig at gøre - men ligesom med vejrtrækningen og afspændingen er det et selvforstærkende signal til hjernen om, at vi er okay - også selvom, vi mærker følelsen af angst.