5 gode råd om søvn

Der kan være mange gode grunde til, at man kan have svært ved at sove og ligeså mange gode råd, som virker forskelligt for forskellige mennesker. En god søvnrytme hænger sammen med hele din dag og hele din uge, men her er fem konkrete råd, som kan hjælpe dig med at starte et sted:

  • Sænk tempoet. Vær opmærksom på, hvad du bruger din tid på, når du kommer hjem fra arbejde. Forbliver du i dit arbejdsmode, blot med nye opgaver som tøjvask, rengøring, indkøb og madlavning? Mange ting kan opleves ufravigelige i en hverdag, men din søvn er vigtigere en tøjvasken, så kom hjem og sæt dig ned. På trappestenen, i køkkenet, på gulvet i børneværelset, i haven. Det er ikke sikkert din puls eller dit arbejdsomme hoved synes, det er det oplagte valg, men det er et tegn på nødvendigheden i netop at trække tempoet ud af en tempofyldt hverdag. Lav rester fra i går eller smør rugbrødsmadder til aftensmad, og bliv siddende 5min. længere end du plejer og nyd din leverpostejsmad.

  • Kom ud. Få noget frisk luft. Gå i haven, sæt dig ud på altanen, gå en tur rundt i området, gå i skoven, alt efter hvad du har af muligheder. Lad løbeskoene stå, du skal nok få løbet alle dine mange kilometer og når du ikke sover godt om natten, er en lang gåtur - i mormortempo og uden musik i ørerne - meget bedre givet ud end en løbetur (eller anden træning, uanset styrke eller puls).

  • Sluk. Meningerne er delte, men en god film eller TV serie kan sagtens være god og tiltrængt afslapning, men lad telefonen ligge imens, så du ikke både ser TV og tjekker Instagram, og sluk for alting mindst 1 time før, du går i seng. Hold mobiltelefonen ude af dit soveværelse og køb et vækkeur.

  • Skyd til hjørne. Mange gør allerede en masse gode ting for at kunne falde i søvn om aftenen, men når de så endelig lægger sig, kører tankerne og bekymringerne rundt i hovedet. Men sjældent har nogen løst deres livskriser kl. 23:30 eller igen kl. 01:15 om natten, og indimellem, så er tanker bare tanker. Den ene bider den anden i halen og løber rundt i ring i vild jubeldans. Prøv, om du kan, ikke at danse med. Det er okay at aflede, fx ved at lytte til beroligende musik, lytte til guidede meditationer og lignende, læse en god bog eller at skrive dine tanker ned for at ”komme af” med dem. Men hvis du har mod på det, så prøv, om du kan lade dine tanker være. Det er ikke for at bagatalisere dine tanker eller sige, at dine tanker ikke bygger på reelle livsomstændigheder, men at de sent om aftenen ligesåvel kan hænge sammen med en træt krop og et udmattet hovede. Og ingen er os er gode til at holde fanden for døren, når vi er trætte.

  • Stå op. Mange bliver liggende, hvis de ikke kan sove, og vender og drejer sig i en evighed. Det kan virke ret modsatrettet det, man ønsker at opnå, men hvis du begynder at mærke irritationen, så stå istedet kortvarigt op, også hvis du vågner om natten. Bryd cirklen. Gå på toilettet, åben et vindue og luk frisk luft ind, gå ud og tag en lille tår vand i køkkenet eller lignende, og vend så tilbage til soveværelset.

En god søvn hænger som sagt sammen med en god dags- og ugerytme, og det er altid lettere sagt en gjort at ændre vaner, også søvnvaner. Hvis du over en længere periode ikke har sovet godt, fx pga. travlhed på arbejdet, så kan den dårlige søvn godt fortsætte, fordi kroppen har “lært” eller vænnet sig til, at den skal vågne. Lidt ligesom når man endelig kan sove længe i weekenden, og så alligevel vågner kl. 6, fordi kroppen har vænnet sig til, at det er nu den skal op og på arbejde. Det tager et splitsekund at få “dårlige” søvnvaner og hvad der kan føles som en evighed at få vendt dem igen. Det er okay, pisseirriterende, men okay og det skal nok komme. Gør dine aftenritualer og dine søvnritualer så gode for dig som mulige, så det at gå i seng ikke bliver en ærgerlig oplevelse, men en (nogenlunde) god oplevelse i den tid det tager dig ligeså stille og roligt at vende din rytme.

Forrige
Forrige

Myter om "Det Stærke Menneske"

Næste
Næste

At miste kontrollen