Husk kroppen. For kroppen husker.
Vi kender det alle sammen: en duft, som bringer et ellers godt gemt sommerbarndomsminde frem, eller et sug i maven, som synes at komme ud af det blå og minde os om ting, vi helst vil glemme. Vores krop og vores hovede - det fysiske og psykiske - hænger selvfølgelig uløseligt sammen, men vi glemmer det i en travl hverdag og i en kultur, hvor hele vores krop og væren i verden omtales som adskilte delområder indenfor lægevidenskaben, psykologien og de behandlingsmuligheder, der følger med. Det giver rigtig god mening, når man skal studere, blive klogere og dygtiggøre sig indenfor et fagområde, eller når et offentlig system skal se på, hvad der skal behandles hvor og hvordan. Det giver bare ikke altid ligeså god mening i dagligdagen og i løbet af et langt levet liv, hvor vi hurtigt glemmer, at psykiske reaktioner på udfordringer og belastninger er dybt forankrede i vores krop, ligesom fysiske tilskadekomster er dybt forankret i det hovede, som oplevede det ske.
Vi bliver derfor også ofte meget forskrækkede over vores kropslige symptomer. Én ting er at have tankemylder og føle, at hovedet aldrig står stille - har alle det ikke sådan i “disse tider”?! - noget andet er, når det begynder at trykke for brystet og det føles som om, du ikke kan trække vejret. Det må betyde, at den er helt gal. Det er også meget ubehageligt - og det er vigtigt at understrege, at hvis du er det mindste i tvivl om, det kan skyldes noget somatisk, skal du altid søge læge - men noget af ubehaget kan også skyldes, at vi ikke er vant til at mærke efter i den krop, vi “bor” i. Vi lever ikke i en særlig kropslig kultur eller samtid, kroppen er mest af alt lidt i vejen, enten lidt for tyk eller lidt for tynd, og den må helst ikke blive syg og forhindre os i at nå alt det, vi skal.
Kropslige symptomer og fornemmelser er mangefarvede. De er forskellige og opleves forskelligt, fordi vi er forskellige mennesker, som har oplevet vidt forskellige ting i vores liv og på vores krop. En traumatisk oplevelse vil (som oftest) sætte dybe kropslige spor, og det adskiller sig selvfølgelig fra et hverdagstilfælde af travlhed, hvor dit hjerte banker hurtigere, end hvad der er sundt for dig. Men, begge dele er lige vigtige at tage alvorligt og give opmærksomhed.
Så. Hvad stiller man så op med den dér krop, og hvordan “husker” man den, når det jo alligevel ikke ligefrem er én man glemmer?
Træk vejret. Det lyder banalt. Og en anelse bagateliserende, eftersom du jo allerede er godt igang, men vores vejrtrækning kan hjælpe os med at være i og med svære kropsfornemmelser. Træk vejret langsomt ind gennem næsen (tæl evt. til 4) og ned i maven (så langt ned som det føles komfortabelt, du kan altid arbejde med at komme længere ned), og pust så langsomt ud igennem munden. Gentag, gerne 6-8 gange, og vær 2-3. gang opmærksom på, om du spænder op, eks. i kæbe og skuldre. “Slip” og afspænd på udåndingen, så godt som du kan.
Vid, at din krop prøver at fortælle dig noget, men at dit hoved har en “finger med i spillet” i fortolkningen af, hvad det så er. Omvendt kan det også være en tanke som trigger en kropsfornemmelse, som så trigger en ny og eventuel konkluderende tanke, men det er ikke sikkert, at det hænger sådan sammen. Det betyder ikke, at du skal betvivle dig selv - slet ikke - du skal “betvivle” sammenhængen mellem det, der sker. Betyder suget i maven, at jeg ikke bør gå ud af min dør, eller minder den mig “blot” om, hvordan jeg havde det engang og altså ikke situationen nu og hér?
Din krop er din, en fortrolig ven og informant, og selvom den kan komme til at føles fremmed og som om, den er blevet slået itu, så har den altid været med dig, og den kender dig. Det kan godt tage tid at “finde tilbage” til sin egen krop, men det er ofte tankerne omkring at finde vej tilbage, som er mere skræmmende end rent faktisk at gøre det. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men ofte er det hvordan vi reagerer på vores følelser og kropsfornemmelser, som giver os psykisk ubehag, mere end det rent faktisk er selve følelserne og kropsfornemmelserne.
Gør det, som giver dig en god, tilstedeværende, grounded fornemmelse i din krop. For nogle er det mindfulness. For andre er det tango. En gåtur i naturen, et langt bad, en kop the i et stille hjørne af huset, en løbetur, en massage, en middagslur, et godt måltid mad, eller noget helt, helt andet. Og bliv ved med at gøre det og ikke kun ved fuldmåne, men flere gange i ugen.